Vikararbejde er et springbræt for indvandrere til at komme i fast arbejde. Det viser nye danske forskningsresultater offentliggjort i et arbejdspapir af professor Michael Rosholm og seniorforsker Elke Jahn, begge fra Aarhus Universitet, der i dag er omtalt i DA’s nyhedsbrev Agenda.

Vikararbejde øger beskæftigelseseffekten for indvandrere med 126 pct. for mænd og 114 pct. for kvinder i forhold til ledige uden vikarjob. Særligt indvandrere fra ikke-vestlige lande og fra Østeuropa får i højere grad fast arbejde lige efter vikarjobbet.

 

VB genkender sammenhængen

Formanden for Vikarbureauernes Brancheforening (VB) Flemming P. Brüggemann siger i Agenda:

”Det er fuldstændigt rigtigt, at indvandrere i større udstrækning får fast arbejde som følge af vikararbejde. Vikararbejde er en løftestang til at overkomme de barrierer, der kan være for indvandrere i at komme ind på arbejdsmarkedet. Virksomhederne får bedre kendskab til indvandrerne, og indvandrerne får mulighed for at vise deres kompetencer,” siger Flemming P. Brüggemann. Han forklarer, at indvandrerne får både fast job det samme sted som de vikarierede og i andre virksomheder.

 

Manglende fokus fra Jobcentre

Flemming P. Brüggemann mener ikke, at jobcentrene er opmærksomme nok på de muligheder, der ligger i vikararbejde for indvandrerne.

”Jeg har opfattelsen af, at jobcentrene ikke mener, at vikararbejde er det rigtige sted at sende ledige ud i, fordi det er midlertidigt. Jobcenteret tror, at de ledige vender tilbage tre måneder efter, når vikariatet er slut, men de er ikke skarpe på, at vikararbejde kan være et springbræt til fast beskæftigelse for indvandrerne. Jobcentrene er simpelthen ikke opmærksomme på beskæftigelseseffekten for indvandrerne,” siger han.

Læs hele artiklen i Agenda her.