Folketinget har i dag afskaffet den regel, der i mange tilfælde har pålagt vikarbureauet at betale dagpengesatsen for de tre første ledighedsdage, når et vikariat er slut. Det vil hjælpe flere ledige i job, vurderer Vikarbureauernes Brancheforening.

 

Det er et mangeårigt ønske fra de danske vikarbureauer, som Folketinget i dag har opfyldt med afskaffelsen af G-dage for ansættelsesforhold under 3 måneder.

I dag skal vikarbureauerne i mange tilfælde betale dagpengesatsen for de tre første ledighedsdage (G-dage), når en vikar – der er medlem af en A-kasse – stopper i et vikariat. Det betyder, at det i mange tilfælde ikke kan betale sig, at give en ledig person et korttidsvikariat. Konsekvensen er, at den ledige går glip af en beskæftigelsesmulighed og vikarbureauet går glip af en potentiel god medarbejder.

”Vi er meget glade for, at der endelig er blevet lyttet til branchen. Fremover vil det bedre kunne betale sig, at give ledige chancen for at bide sig fast på arbejdsmarkedet gennem et kortidsvikariat. I dag har vikarbureauets tvungne betaling af G-dage i mange tilfælde spist hele fortjenesten ved at give en ledig et korttidsvikariat. Ændringen af reglerne vil afgjort give beskæftigelsesmuligheder for flere ledige,” siger sekretariatschef for Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv, Jakob Tietge.

 

Langsom udfasning drypper malurt i bægeret

I forbindelse med forliget om beskæftigelsesreformen blev det besluttet, at G-dagene for ansættelser under tre måneder afskaffes over en fireårig periode. Den første af de tre G-dage fjernes fra 1. januar 2015, den anden fra 1. januar 2017 og den sidste fra 2018.  Og netop den lange udfasning af G-dagene drypper lidt malurt i bægeret for vikarbureauerne.

”Man får først den fulde positive effekt af at fjerne G-dagene – som reelt er en skat på at formidle arbejde – når den er helt fjernet. Derfor er det da ærgerligt, at man ikke høster gevinsten meget hurtigere, når nu beslutningen om afskaffelse alligevel er taget. Det vil vi gerne opfordre politikerne til at se på igen, så vi hurtigere kan hjælpe flere ledige i job”, siger Jakob Tietge

 

Mystisk fritagelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse

Vikarbureauernes Brancheforening undrer sig desuden over, at man har valgt, at vikarbureauer og andre arbejdsgivere, fortsat kun skal betale tre G-dage for ledige, der er på den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som løber frem til 1. juli 2016.

”Netop personer på arbejdsmarkedsydelse, der jo har opbrugt deres almindelige dagpengeret, har da i særlig grad for, at få chancen på arbejdsmarkedet. Så det virker ikke særlig logisk, at arbejdsgiverne kun for denne gruppe udsatte ledige fortsat skal betale tre G-dage, hvis den ledige har korttidsbeskæftigelse under deres ledighedsperiode”, siger Jakob Tietge.

 

Stor stigning i vikarbeskæftigelsen

Vikarbureauerne har siden krisen skabt mange jobs, mens det generelle arbejdsmarked har stået stille. Beskæftigelsen hos vikarbureauerne er siden 2009 steget med næsten 40 procent, mens den generelle beskæftigelse på arbejdsmarkedet i samme periode er faldet ca. 2 procent. Derfor udgør de vikaransatte nu ca. 1 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark.