Aalborg Kommune har besluttet at oprette sit eget vikarbureau. Det vækker kritik hos Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv, som vil skrive til økonomi- og indenrigsministeren om sagen. 

Aalborg Kommune vil lave eget vikarbureau, der skal hjælpe ledige kontanthjælpsmodtagere i job. Det sker i forlængelse af lignende tiltag i for eksempel Københavns Kommune.

Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv er helt uforstående over, at deres medlemmer nu skal konkurrere med et offentligt ejet vikarbureau, der har skattekroner i ryggen.

“Det virker helt besynderligt, at kommunen ikke vælger at samarbejde med de mange private vikarbureauer, der hver dag er i kontakt med mange danske arbejdspladser. Det ville være mere effektivt og billigere for kommunen, at få de ledige skrevet op hos de professionelle vikarbureauer. Det er barokt, hvis nogle kommuner virkelig mener, at de er bedre til at drive vikarbureauer,” siger sekretariatschef i Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv, Jakob Tietge.

Skriver til ministeren

Vikarbureauernes Brancheforening hilser det velkomment, at jobcentrene også er opmærksomme på, at ledige skal tage småjobs under deres ledighedsperiode.

“Vores medlemmer kan hjælpe ledige til at få arbejdserfaring og optjene timer nok til ikke at blive ramt af den nye 225 timers regel. Samtidig ved vi, at mange virksomheder gerne fastansætter vikarer, når man lige har fået dem prøvet af.  “Ideen med at satse på vikararbejde er helt rigtig, men det virker tosset selv at opbygge et offentligt støttet vikarbureau, der skal konkurrere med private bureauer”, siger Jakob Tietge.

Brancheforeningen ser tiltaget som det seneste eksempel på offentligt opgavetyveri, som regeringen for øjeblikket er ved at vedtage nye regler om. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll har i den forbindelse ved tidligere lejligheder kritiseret netop nyoprettede kommunale vikarbureauer som et eksempel på offentligt opgavetyveri. Vikarbureauernes Brancheforening vil derfor nu skrive til ministeren for at få regeringens vurdering af kommunens nye tiltag.