Nye data fra Danmarks Statistik bearbejdet af Dansk Erhverv viser, at vikarbranchen samlet set havde et stærkt 2. kvartal målt på beskæftigelse. Download notat ved at klikke på billedet her:

Vikarbranchen har gennem de seneste år oplevet en mærkbar stigning i beskæftigelsen, og seneste kvartal følger godt med i den udvikling. 2. kvartal af 2019 viser også de hidtidige bedste resultater for 2. kvartaler i vikarbranchen med 23.754 fuldtidsbeskæftigede vikarer. Dette er også en væsentlig stigning i forhold til 2. kvartal af 2018, hvor der var 23.106 fuldtidsbeskæftigede vikarer.                                          

Vikarbranchen er fortsat i et solidt opsving efter den store nedgang under finanskrisen i 2008. Med udgangspunkt i beskæftigelsestallene fra 1. kvartal af 2013 som indeks 100 er beskæftigelsen i vikarbranchen nu på indeks 165,6. Dermed er beskæftigelsen steget med 65,6% siden 2013 sat op mod beskæftigelsen for arbejdsmarkedet som helhed, hvor beskæftigelsen er vokset med 10,2%.

På trods af den solide vækst i beskæftigelsen er omsætningen i branchen faldet med 5,72% i forhold til samme kvartal i foregående år. Dette viser den stærke konkurrence internt i branchen.

Vikarandelen, der er vikarbranchens andel af den samlede lønmodtagerbeskæftigelse på arbejdsmarkedet, var i 2. kvartal af 2019 på 1,03 %. På trods af, at det ligger et godt stykke under den højeste vikarandel fra 3. kvartal af 2016 på 1,12 %, viser det stadig en generel øgning for 2. kvartalerne. Vikarandelen i 2. kvartalerne er både steget fra 1,00% i 2. kvartal af 2017 til 1,01% i 2. kvartal af 2018 og igen i seneste kvartal. Ser man på disse tal i en europæisk kontekst, så ligger Danmark i den lave ende, hvad angår vikarandelen. Det europæiske gennemsnit for andelen af vikarer i arbejdsstyrken er således ca. 1,7%, og derfor er der stadig forsat potentiale for en højere beskæftigelse i branchen.