Beskæftigelsesministeriet forventes snart at fremsætte det længere ventede lovforslag, om hvordan EU’s vikardirektiv skal implementeres i Danmark. Den eksterne høringsproces blev afsluttet før påske, og denne artikel er derfor alene baseret på det lovudkast, der har været i ekstern høring. Ændringer kan derfor forekomme, når det endelige lovforslag foreligger.

Det centrale i loven er, at der indføres et nyt såkaldt ligebehandlingsprincip. Det betyder at vikarer fra vikarbureauer fremover skal have samme vilkår – indenfor en række nærmere definerede områder – som vikaren ville have haft, hvis vikaren i stedet havde været ansat direkte i kundevirksomheden til udførelse af samme opgaver.

Det er nyt, at der indføres særskilt regulering af vikarbureauvikarers løn- og ansættelsesforhold. Hidtil har det været reguleret af generel lovning – der dækker hele arbejdsmarkedet – samt gennem forskellige overenskomster hos vikarbureauerne og kunderne.

 

Overenskomster har forrang

Vikararbejde gennem vikarbureauer er allerede bredt overenskomstdækket. Med lovforslaget sikres det, at ligebehandlingsprincippet ikke griber ind i de eksisterende overenskomster. Man kan således afvige fra ligebehandlingsprincippet på nærmere definerede vilkår, hvis der er tale om en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative parter i Danmark.

 

Gælder også udenlandske vikarbureauer

Loven omfatter også vikarbureauer, der fremover udstationerer vikarer til Danmark fra deres hjemlande. Regeringen vil med lovforslaget gøre brug af en mulighed i EU’s udstationeringsdirektiv, som giver de enkelte medlemslande mulighed for at sikre udstationerede vikarer fra udlandet samme vilkår, der gælder for vikarer i den stat, hvor arbejdet udføres.

 

Træder i kraft 1. juli 2013

Loven forventes at træde i kraft 1. juli 2013, men skal nu først gennem 3 behandlinger i Folketinget.